Til Europæisk Middelalder Festival skruer vi tiden helt tilbage til 1350. Her er gaderne fulde af gøgl, musik og teater, og ridderne dyster om hæder og ære i store turneringer. Handelsfolk, afladshandlere og skøger falbyder gode råd, varer og tjenesteydelser. En weekend hvert år genopliver Horsens alle de ældgamle traditioner, klædedragterne, maden og menneskene.
Programmet byder hvert år på dygtige middelaldermusikere, munkekor, gøglere, riddergrupper og teatertrupper fra hele Europa. Liflige toner fra festivalens fem musikscener blander sig med gøglernes råb og næsvisheder. I arenaen kaster våbenføre mænd sig ud i drabelig fodkampe og giver publikum en lektion i middelalderlig krigskunst.
Når mørket sænker sig over middelalderbyen, tænder vægteren de mange hundrede fakler, og det hyggelige skær fra stearinlys og bål oplyser boderne.
Kan du klare en dag uden kaffe, cola og ketchup?
På Søndergade og Rådhustorvet er der boder, arbejdende værksteder, musik, teater og gøgl. Her kan du købe alt fra rustninger til træskåle, kors og smukke bånd. Madboderne frister med røget dyrekølle, middelalderpølser, dampede blåmuslinger, surbrød og æbletærte serveret på kålblade. Tørsten slukkes i mjød, øl og saft. Og for én gangs skyld skal maden spises med fingrene. Men du finder ingen kaffe, cola eller ketchup, for det fandtes ikke i 1350.
I Rådhusparken slår festivalens riddergrupper lejr. Fra lejrbålet stiger røg og mados op imod himlen, mens ridderne øver kampteknik. Dette er ægte lejrliv, og publikum kan komme helt tæt på. Se hvordan fodfolk og riddere boede, når de var på feltfod. Duft til maden, se hvor de sov og mærk hvor meget en ringbrynje egentlig vejer.
I klosterområdet ved Klosterkirken summer det af liv. Munkene i latinskolen revser børnene, når de ikke kan deres remser, og nonnerne i lægeurtehaven dyrker helbredende lægeurter. Klokkestøberen hælder 25 kg flydende klokkemalm i sin klokkeform, stenhuggeren hugger stenhoveder til kirkebyggeri. Munke og nonner messer tidebønner, og børnene dyster i ægte middelalderlege.
Europæisk Middelalder Festival 2012 afholdes i Horsens midtby
Fredag d. 24. august kl. 16 - 23 og lørdag d. 25. august kl. 10 - 23.
Der er gratis entré til alle aktiviteter.
Festivalen arrangeres af Horsens Kommune.