Hvis du går i byggetanker skal du sætte dig ind i om der kræves en byggetilladelse eller om du kan nøjes med at anmelde byggeriet – eller om byggeriet kan opføres uden tilladelse eller anmeldelse.
I henhold til bygningsreglementet må et byggearbejde ikke påbegyndes uden byggetilladelse fra kommunen. Ved mindre byggesager er det dog tilstrækkeligt at anmelde byggeriet til kommunen, mens byggearbejder af meget begrænset omfang og kompleksitet kan udføres uden orientering til kommunen. Den nærmere afgrænsning mellem de forskellige typer byggesager er beskrevet i bygningsreglementets (BR10) kapitel 1.
Det er også vigtigt, at du sætter dig ind de regler der er for området, ejendommen og byggeriet.
Via menuen til venstre kan du læse om kommunens byggesagsgebyrer.
Servicemål for byggesagsbehandling
Når vi modtager din ansøgning bliver den registreret, skannet og screenet.
Konstateres der umiddelbart mangler eller fejl i det fremsendte materiale, modtager du normalt et brev indenfor 1 uge med oplysninger om de mangler vi har opdaget og sagen bliver ikke yderligere behandlet før de supplerende oplysninger er fremsendt.
Screeningen er en overordnet gennemgang af ansøgningen og omfatter ikke projektgranskning, dette foregår ved den efterfølgende byggesagsbehandling.
Projektgranskningen kan resultere i, at der er brug for yderligere oplysninger til sagen.
Sagsbehandlingstiden regnes fra den dag, kommunen har modtaget alt det materiale, der skønnes nødvendigt for at behandle ansøgningen.
Sagsbehandlingstider
Anmeldelsessager
For anmeldelsessager der er fuldt belyste og ikke kræver nogen form for dispensation eller nabohøring, vil sagen være gennemgået/færdigbehandlet indenfor 2 uger.
Byggetilladelser
For ansøgninger, til erhvervs- og etageboligbyggeri der er fuldt belyst og uden nogen form for dispensation eller nabohøring, vil afgørelsen udstedes indenfor 7 uger.
For ansøgninger om byggetilladelse, til simpelt og ukompliceret byggeri i øvrigt, der er fuldt belyst og uden nogen form for dispensation eller nabohøring, vil afgørelsen udstedes indenfor 5 uger.
Hvis anmeldelsen / byggetilladelsen kræver godkendelse efter anden lovgivning end byggeloven kan der forventes en længere sagsbehandlingstid end nævnt ovenfor.
Dispensationer og byggeret
Ved ansøgning om dispensation eller overskridelse af byggeretten vil sagsbehandlingstiden typisk blive væsentligt forlænget, da der skal sættes tid af til høring af andre parter i sagen.
Husk at du som ansøger er pligtig til at oplyse om dispensationer og fremsende begrundet ansøgning herom.
Eksempler på sager der typisk ikke kan rummes inden for de 5 / 7 uger pga. kompleksitet, høring eller godkendelse efter anden lovgivning er:
• Landzonetilladelser,
• Sager med miljøgodkendelse,
• Sager efter Tekniske Forskrifter,
• Sager med væsentlig brandmæssige udfordringer,
• Sager med væsentlige terrænreguleringer.
Ovenstående sagsbehandlingstider vil alene være vejledende, da der ved stor byggeaktivitet i kommunen eller i ferieperioder, kan forekomme længere sagsbehandlingstider.
Forhåndsdialog og vejledning
Byggesagsafdelingen vejleder alle, der har spørgsmål om godkendelse af byggesager. Det drejer sig om information om gældende love og regler for de enkelte byggerier og de særlige procedurer en myndighedsgodkendelse kræver. Konkret rådgivning om de rent byggetekniske ting, herunder statiske beregninger, varmetabsberegninger m.m. rådgives der ikke om. Her henvises der til de rådgivende firmaer.
Kommunen deltager gerne i forhåndsdialog med ejer/bygherre forud for byggeansøgning/-projekt. Det skal dog præciseres, at kommunens rolle ved forhåndsdialogmødet udelukkende vil være at vejlede. Kommunen kan ikke fungere som bygherrerådgiver, ligesom et tilbud om forhåndsdialog ikke automatisk indebærer, at byggesagsbehandlingen sker på stedet.
Lukkedag
Byggesag har indtil videre lukket for henvendelser om onsdagen.